SCENEKUNST
ISNÆTTER (2026 kommende)
ISNÆTTER er en forestilling om magt og menneskelig skrøbelighed i en fragmenteret virkelighed.
I en verden dækket af isnende kaos jagter en navnløs fortæller en mystisk kvinde gennem et landskab, der langsomt fryser under en altopslugende apokalypse.
ISNÆTTER er mareridtsagtig science fiction og psykedelisk drømme-logik — en hypnotisk rejse gennem besættelse, magt og undergang, hvor grænsen mellem virkelighed og hallucination smelter bort, ligesom alt andet.
WOYZECK (2026)
Eks-soldaten Woyzeck elsker sin kone Marie. Fanget i et system, der udnytter ham, slider han hver dag for at forsørge sin familie og få livet til at hænge sammen. For at tjene penge deltager han i medicinske eksperimenter, hvor han kun må spise ærter. Sulten, ydmygelsen og afmagten ætser sig ind i hans sind. Virkeligheden begynder at smuldre, og krigen, som han kender fra tjenesten, invaderer hans tanker. Jalousien vokser og forvandler sig til en besættelse, som fører ham mod en skæbnesvanger deroute.
The Church of Very Rich angels (2025)
The Church of Very Rich Angels er en ny scenekunstinstallation instrueret af Christian Lollike og Madam Nielsen, der med deepfake-teknologi animerer verdens tech-milliardærer til at søge syndsforladelse fra publikum. Østfløjen i Viborg Kunsthal er omdannet til en digital kirke med en barok altertavles kirkelige motiver. Elon Musk, Mark Zuckerberg og Jeff Bezos m.fl. – blandt vores tids absolut mest indflydelsesrige skikkelser – fremtræder som helgener i en hyperkapitalismens kirke, hvor de bekender deres synder. Med deres tech-imperier har de forandret livet for samtlige af planetens beboere – både mennesker, dyr og planter – med computere og mikrochips, neurale netværk og sociale medier, elektriske biler og rumraketter; med nye digitale afhængighedsformer, nye masseillusioner og uendelige mængder affald.
Kan du tilgive dem?
MR Robbies børnetime (2024)
Dramatikeren Jokum Rohde og scenografen Ditte Marie Walter Tygesen inviterer Sort Sol-forsangeren Steen Jørgensen ind som Mr. Robbie i en replikløs musik / lyd / billedinstallation, hvor en gammel klovn sidder i en forfalden garderobe et sted i Kbh og sminker sit ansigt hvidt og rødt og sort, mens børnestemmer over radioen fortæller deres historie til Mr. Robbie. Undertiden forlader han scenen, vender tilbage med blod ud over det hele. Vi krydsklipper med gamle Mr. Robbies Børnetime soundbites og skrigene fra hans mishandler-ofre. Vi vil også inddrage Steens stemme, som sanger, som oplæser.
Hekseundersøgelsen (2024)
(Reumert nomineret: Særpris 2024)
Tusmørket trækker over skoven på Teater Momentum. Med en sidemakker i hånden oplever du hekseundersøgelsen en anderledes, udfordrende teaterfortælling fra indersiden af et telt. Her overhører du – som et lyttespil – de fundne lydoptagelser fra tre menneskers sidste døgn før deres forsvinden. Gysets mester, dramatiker Jokum Rohde, byder dig en fortælling om øjne i mørket, angsten for angst, mistroen, overtroen og vrangbillederne, som ankommer ved mistet fodfæste. Frygten for dét, som du ikke forstår er grundstenen i denne åbenlyse reference til filmhistoriens måske mest grufulde klassiker The Blair Witch Projekt fra 1999.
Denne teateroplevelse frarådes børn under 16 år. Vi opfordrer også publikum til at være opmærksomme på deres egne grænser og undgå at deltage i forestillingen, hvis de har tendens til klaustrofobi, epilepsi eller panikanfald.
Djævleuddriveren (2023)
Djævleuddriveren er en queer-feministisk fortolkning af en af de mest ikoniske gyserfilm nogensinde, The Exorcist (1973), der udforsker filmens underliggende temaer med et nyt blik. Hvad ville der ske, hvis dæmonen blev?
Djævleuddriveren var sat op som en horror-house forestilling, hvor publikum blev ført igennem et virvar af misogyne karakteres personlige små helveder. Det hele sat op i altomfattende scenografi, vildt lys og et altomsluttende lydunivers.
Xistens (2022)
XISTENS er skrevet af en kunstig intelligens, den hedder GPT-3. Hvad sker der, når meningen med livet bliver givet i hænderne på det, der ikke har liv? Hvorfor eksisterer vi? Hvad eksisterer vi for? Hvordan eksisterer vi?
På scenen står en skabning, en amazone-avatar, en budbringer af maskinens ord. Menneskets evige søgen efter svar udspiller sig for øjnene af os. Er vi alle forbundet af den simple årsag, at vi er til?
“Teknologien er overalt. Den er i dine ejendele, i din mad, i dit tøj, i din stue, i dit job, i din smartphone, i din bil, i din underholdning, i måden du rejser på, i dit hjem, i dit køkken, på dit kontor, på dit badeværelse, i din have, i din babyalarm i din badevægt, i din kaffemaskine, i din hårtørrer, i din tandbørste, i din mikroovn, i dit klimaanlæg, i dit termostat, i din bils airbags, i dit kærlighedsliv, i din lomme, i luften, i vandet, i din krop. Teknologi er liv.”
amduat. En iltmaskine (2021)
(Reumert nomineret: Årets Forestilling 2022)
AMDUAT. En iltmaskine er en billedstærk forestilling med nykomponeret liveopført musik, ambiente lydlandskaber, videokunst, lys og performance iscenesat på en sjældent set 28 meter lang scene.
Som Harald Voetmanns bog er forestillingen en sammensmeltning af fortællingen om en mand, som dør på Holbæk sygehus og den ægyptiske solguds rejse gennem dødsriget om natten. Amduat betyder ”det der er i underverdenen” og er navnet på den old-egyptiske forståelse af dødsriget.
Musik og lydbilleder komponeres af komponisterne Hari Shankar Kishore og Marie Højlund. På scenen skaber Hari Shankar Kishore rytmiske lydfortællinger ved at fusionere elektronisk musik med autentisk nutidig ægyptisk musik af kor, stemmer og lydbilleder fra det ægyptiske gadeliv. Den rytmiske musik afbrydes og indrammes af ambiente lydlandskaber skabt af komponist og lydkunstner Marie Højlund fra hendes forskning af auditive danske hospitalsmiljøer.
we can be human tomorrow (2017)
‘We can be Human Tomorrow’ was a theatre play produced by PRAAK and DDA.
The piece was a vivid dance performances accompanied by a harsh sonic expression, where themes like technology, social interaction and the nonhuman was being unfolded on stage.